COP26 er netop overstået. Alverdens ledere, organisationer, forhandlere og medier samlet i Glasgow. Forventningerne var store, men håbet lille, når man som Shuarindianer, eller hvilken som helst anden oprindelig befolkningsgruppe, hører om mødet - for følge det kan man ikke i Amazonas.
Samtidigt kan man se grønne organisationer ligge på lur med klargjorte budskaber og løfter om at slukke skovbrandene i Amazonas eller stoppe træfældningen med en bæredygtig julegave eller donation – gerne under billedet af en farverig indianer eller jaguar, der sørgmodigt beskuer den afbrændte regnskov. Men det er ikke indianernes dagsorden. Deres virkelighed er en helt anden, langt mere alvorlig og langt mindre farvestrålende.
Fremtidens klimaløsninger under pres
Ingen havde selvfølgelig forventet, at verdens klimaudfordringer forsvandt i et snuptag med en ny aftale i Glasgow. Arbejdet og hensigterne holdes da også stadig i kog, og har flyttet sig et skridt nærmere nogle nye hensigter og fremtidige aftaler.
Alt imens bliver jordens brændpunkter og befolkning mere udsatte og desperate. CORONA’ens sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser har været brutale for Amazonas oprindelige befolkning. De få markeder, hvor man kunne sælge produkter er kollapset og turismen er gået helt i stå. Samtidigt har sværme at fattige lykkeriddere fra andre egne sat kursen mod Amazonas i håb om, at lave penge på indianernes grønne guld, i form at tømmer. Sidst men ikke mindst åbner de nu pressede statskasser op for nye udbud af olie- og minekoncessioner på indianske territorier.
Fare for at klimaløsninger bliver for de få og de store
Selvom der måtte tegne sig en løsning på fremtidens klimaudfordringer i FN regi, er scenarierne for inklusion af den oprindelige befolkning små. De midler man arbejder på at rejse, samles i milliardfonde og statslige initiativer. For den oprindelige befolkning betyder det, at midlerne fanges bag en uopnåelig betalingsring og organisatorisk sikkerhedsnet, der aldrig når derhen eller derud, hvor deres hverdag udfolder sig. Når så mange midler skal i spil, bliver det nemlig ofte med så bureaukratiske tunge foranstaltninger, sikkerhedsvest og seler, at de små indianske organisationer ikke kommer i tale, da de kun har ikke eksisterende til svage administrative organisationer og ingen kommunikationsmedarbejdere. De kommer måske højest i spil som lidt kolorit til et projekt, fordi de er for fattige til at kunne sige nej. Et eksempel herpå er handlen med klimakreditter i Ecuador, som er på statslige hænder, der sælger Amazonas CO2-kreditter via udenlandske akkrediterede firmaer henover hovedet på indianerne.
Vi skal turde tage den direkte vej
José Chumap på videoen ovenfor har et klart budskab. José er Shuarindianer ud af en søskendeflok på 9. Hans mor Nelva er sidst i 60’erne, og har hjulpet med at plante balsatræerne. Josés far Manuel er blind. Den grå stær har stålet synet, og han kan ikke arbejde mere. En simpel sygdom, der kunne været opereret, hvis man havde haft pengene til det. José er også vicepræsident for en indiansk organisation. Derudover er han også min svoger, og ligesom alle mine øvrige svogre, svigerinder fætre og kusiner, kæmper de lige nu en hård og brav kamp i kølvandet på CORONA. De fleste af dem i marken for deres børn, mindre søskende og gamle forældre, og nogle af dem politisk i de indianske organisationer og græsrodsbevægelser. Men fælles for dem alle, og Shuarindianerne i øvrigt er, at de har svært ved at komme til orde og få adgang til de midler de hører så meget om.
Balsaprojektet er et demokratisk projekt uden filter, hvor investeringen rammer direkte ned i Shuar indianernes landsbyer i Amazonas, og hver krone der investeres falder på et tørt og trængende sted. Samtidigt gavner projektet vores fælles klima og biodiversitet – for slet ikke at tale om den kulturelle diversitet, så folk som Jose kan leve et anstændigt liv i landsbyen uden at skulle søge til byerne for at finde arbejde. Som investorer og støtter skal vi turde at tage den lige vej, se udfordringerne i øjnene og etablere nye fast-track samarbejder. For hvad er det værd, at vi investerer i klima og biodiversitet, hvis kun det ser flot og trygt ud, men ikke hjælper dem det skal i sidste ende.