Arealkampen buldrer afsted i Danmark. Udstykninger, biodiversitet, infrastruktur og fødevareproduktion kæmper en kamp om den begrænsede plads og vilkårene til at udfolde sig. Det samme er tilfældet i Amazonas. Til forskel fra danske forhold, er det uden tilstedeværelsen af regler og lovgivning - i hvert fald en lovgivning der håndhæves. Rovdriften på regnskoven er ikke noget nyt, men mediernes fokus på emnet, har trange kår og holder sjældent længe af gangen.
Ligesom vi i Danmark udryddede vores skove fra jernalderen og frem til 1800-tallet, ryddes Amazonas naturskove stadig i stor stil. Ikke kun af ondskabsfulde tømmerspekulanter og storkapital, men oftest helt i det små af fattige bønder, indianere og til infrastruktur i et forsøg på at skabe sig indtægter til mad, uddannelse og de bedre livsvilkår der ses i storbyerne og sociale medier. Alle ønsker det bedre for de kommende generationer, og det er der ikke noget unaturligt eller galt i - det er den menneskelige drivkraft.
Men udfordringen i Amazonas og det tragiske i processen er, at når de indtægtsskabende muligheder er baseret på kortsigtede og ikke-bæredygtige mekanismer, så betaler naturen og biodiversiteten og siden menneskene en høj pris. Naturen behandles som et råstof og er mange steder det eneste, der kan omsættes til penge for at betale for mad, uddannelse eller hospitalsregningen ved sygdom. Alt der har en værdi omsættes uden omtanke for fremtiden, fordi nutiden banker på og er usikker. Da jeg ankom til Pastaza-provinsen for mere end 20 år siden var der masser af mahogni-træer i skovene, men i dag er det hele fældet, uden omtanke for frøfald eller genplantning - og når det er væk, så er det væk. Det samme gælder for snesevis af andre træarter, som eksempelvis balsatræet under CORONA.
Illegal skovhugst 2024. Det er ikke de store koncessioner, der er det største problem. Regnskoven fældes i langt større skala af småbønder for plads til landbrug, penge, mad eller uddannelse.
Som skovmand kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor skønt det havde været, hvis blot vi havde haft nogle tusinde hektar tilbage af de enorme naturskove, der engang dækkede landet, så vi kunne have lært om vores oprindelige natur og den fantastiske biodiversitet. I Ecuador har man endnu ca. 60 procent naturskove tilbage. I Amazonas og hos Shuar og Kichwa indianerne er tallet 80-90 procent eller mere. Men presset på skovene er stort. Efterspørgslen efter træ er enorm. Og ikke som vi tror i Europa, så vi kan lave havemøbler af det. Det er forsvindende lidt af de tropiske træ fra Ecuador der ender i Europa. Dårlige forsyningskæder, bureaukratiske lovkrav og krav fra EU gør, at mere end 90 procent af alt træ i Ecuador omsættes illegalt på det nationale marked. Da man ikke kan sælge det lovligt som heltømmer, sælges det opskåret ulovligt som brædder ved vejen eller på små savværker og vaskes vidt den vej, inden det bliver brugt i byggeri og møbelindustri.
I 2021 forsøgte jeg sammen med Growing Trees Network Foundation og 6 indianske landsbyer, at skabe et initiativ til at modstå afskovningen. Vi vil plante skov på gammel landbrugsjord og derigennem skabe beskæftigelse og producere det træ landet har brug for, uden behov for at høste det i naturskovene, hvor det samtidigt vokser meget spredt. Selvom plantageskovbrug har fået en lidt negativ klang, så er det, hvad det er. Men plantagerne består af mange arter på tidligere landbrugsjord, og er med til at redde de tusindvis af hektar oprindeligt naturskov, der ligger bag. Projektet har rundet små 70.000 træer og 40 hektar siden da. Skovkortet.dk har skrevet denne fine artikel om projektet (LÆS HELE ARTIKLEN HER), som jeg anbefaler at læse, dele og evt. prikke nye virksomheder på skulderen, så de kan komme med på denne fantastiske rejse.
Comments