Dette er fortællingen om den først kendte bemandede ekspedition til den mest øde natur i Vendsyssel og et historisk tilbageblik på det der skabte den. Andre ekspeditioner har måske nok været tæt på, men uden at vide det. Men nu har stedet officielt fået sin længe fortjente anerkendelse, og et lille flag er blevet hejst på heden og vejen banet for flere eventyrlystne naturfolk.
Ekspeditionen var drevet af en dyb trang til at komme ud hvor kragerne vender, blive væk og dykke ned i den fantastiske natur omkring os, tage nogle gode billeder og banke CORONA’ens sløvende tag ud af kroppen, i et oprigtigt forsøg på at inspirere andre til at gøre det samme.
Hvor langt kan man egentligt komme være fra civilisationen i Danmark?
Men hvor skulle vi tage hen? Jeg ville gerne ud og se lidt på hugorme og andet vågne i foråret, så barometeret pegede mod nord. Men så opstod der en akademisk kriller i tankerne – måske inspireret af tidens debat om vild natur i Danmark. Tankerne kredsede derfor om spørgsmålet: ”Hvor vildt og øde kan naturen egentligt kan blive herhjemme, og hvor langt væk kan man komme fra civilisationen i Danmark”? Med en fortid fra Amazonas og de uendelige skove, kan den danske målestok for vildhed til tider virke lidt kort. Men jeg elsker den danske natur og det kunne være spændende at sætte Vendsyssel under luppen.
Vild natur handler for mig i sin grundform om det modsatte af kultur. Vild natur er den, der ligger så fjernt som muligt fra det menneskeskabte. Et sted hvor naturens processer kan udfolde sig frit uden menneskets trang til at blande sig. Men findes der overhovedet sådanne områder i dag? De engang så vilde Daneres mark er med tiden blevet mere mark end natur. Vores driftige forfædre har fældet, nedbrændt, pløjet og plantet i en sådan grad, at det menneskelige fodaftryk er tydeligt overalt.
Der dog findes ingen FN eller ISO-standard når det gælder begrebet øde. Så jeg måtte selv opfinde en til lejligheden. I den måtte der ikke være tale om dyrkede arealer. Samtidigt skulle det ligge så langt væk fra civilisation som muligt – altså huse, bygninger, veje og lignende. Med de kriterier rettede jeg en GIS-analysen i jagten på det mest øde natur ved at slå ring om civilisationen i form af veje, bygninger, huse og jernbaner. Langsomt gjorde jeg ringene større og større, så de arealer der blev tilbage uden for ringen måtte være den rå natur.
Efter nogen tids modellering stod det klart, at kapløbet stod mellem tre ”pletter” på kortet: Råbjerg Mile, Tranum Klitplantage og Hulsig Hede. Men som afstandene til civilisationen øgedes, stod det dog klart, at vinderen var én hektar natur ude bag i Råbjerg Mile – det mest øde i Tranum Klitplantage viste sig nemlig at ligge i Han Herred og ikke Vendsyssel. Her midt ude i milen lå altså Vendsyssels mest øde natur, 1700 meter fra huse og bygninger og 1000 meter fra veje og stier. Omregnet til gangart, svarer det til ca. 20-25 minutters gang bygninger og 12-15 minutters gang fra en vej eller sti.
Kort over Vendsyssels mest øde natur
https://goo.gl/maps/tpNAWGpkbTY6CEuE8 (rutevejledning - virker kun til fods )
Udsigten fra Vendsyssels mest øde natur
Opskriften på øde natur
Hvordan bliver eller nærmere forbliver naturen herhjemme øde? Opskriften er relativ enkel. Hvis ikke jorden kan dyrkes eller indeholder værdifulde naturressourcer, så er fundamentet grundlagt. Læg dertil ca. 120 års statsligt ejerskab og 100 års fredning, så opstår de perfekte rammer for øde natur - andre steder i verden er befolkningstætheden også vigtig, men i Danmark er den alle steder relativ høj.
Traner ved milesøerne
Råbjerg har det hele. Jorden er gammel hævet havbund og derfor det rene sand. Skovene der opstod herpå blev fældet i 1500-1800 tallet og efterlod overfladen gold og forblæst. Så forblæst, at topjorden faktisk blæste væk (Råbjerg Stene). En sand dansk miljøkatastrofe eller mini Sahel, hvor overudnyttelse af jorden satte gang i en sandflugt, der ødelagde afgrøder og livsbetingelserne på egnen. Peter Gaardboe beskrev i sin bog om det barske Råbjerg Sogn i 1870, at kun ca. 8 procent af jorden var dyrket og 75 procent var flyvesand. Resten var hede, kær eller mose. Det var desuden en region præget af naturens kræfter, havet og sandflugt.
Råbjerg Stene. Det tætteste man kommer på ørken eller ørkendannelse i Danmark
Dyre- og plantelivet for 150 år siden
Dengang for 150 år siden var dyre- og fuglelivet - og særligt udnyttelsen af det - noget anderledes end i dag. Den hvide stork var almindelig op til 1850’erne og sorte stork ynglede i nogle af Vendsyssels skove, og blev set ved de store søer i klitterne. Urfuglen fandtes også. Den var dog allerede dengang aftagende. Ikke kun fordi heden forsvandt, som det ellers bliver fortalt, men af den simple årsag, at den var efterstræbt jagtmæssigt og relativt let at skyde. Det samme gjaldt viben, vis æg var en delikatesse og blev samlet ind. Heller ikke rovdyrene kunne vide sig sikre. Som en parallel til nutidens ulvedebat var ræven dengang jaget vildt. Man jagede ræv i nysne, fangede den i sakse eller med mynder (hunde).
Denne efterstræbelse fortsatte op i 1930’erne, hvor staten lagde gift ud mod rævene.
Vendsyssel Tidende 23. februar 1929
Råbjerg Mile
Den mest øde natur i Vendsyssel er lovgivningsmæssigt i dag et stykke klithede, og den heldige ejer er Aage V. Jensens Naturfond, der har ejet arealet siden 2007. Men sådan har det ikke altid været. Råbjerg Mile er tidligere blevet kaldt Studeli Mile. Ordet kommer af stude og li, da studene her græssede i ”lierne”, som er et gammelt nordisk ord for lange, smalle mosedrag, hvor der har lagt sig et lag sand af forskellig tykkelse 0,5 til 2 meter og er omgivet af høje klitbakker. Selvet navnet på Studelien skal være kommet af, at præstekonen Karen Råbjerg græssede sine stude her i starten af 1700-tallet. Karen var desuden en mandhaftig kvinde, og rejste flere gange til kongen for at få skattenedsættelser på de arealer, der var blevet ødelagt af sandflugten.
Råbjerg Mile kom på finansloven i år 1900, hvor staten købte området på betingelse af, at området ikke skulle plantes til. Selve milen blev fredet i 1921, da Statens Klitinspektorat havde forsøgt at dæmpe milens sandvandring imod Bunken Klitplantage med ris (grene). Her afsagde Fredningsnævne dom og bestemte at milen ikke måtte styres. Skagensmaleren Michael Peter Ancher sad på det tidspunkt med i Fredningsnævnet. Senere i 1962 blev fredningen udvidet til at omfatte de arealer den gør i dag, da man frygtede at området skulle blive bygget til med sommerhuse. Nu kunne de 3,5 millioner kubikmeter sand frit boltre sig i vinden.
Sandflugt og klitplantager
Til trods for at man fredede 3,5 millioner kubikmeter sand i 1921, så de frit kunne boltre sig i vinden, var den øvrige sandflugt i området et stort samfundsmæssigt problem. Øst for Vendsyssels mest øde natur ligger Bunken Klitplantage. Netop her begyndte man som et led i sandflugtsbekæmpelsen i 1887 at drøfte mulighederne for at anlægge en klitplantage. I 1892 begyndte man at ekspropriere arealerne i Bunken til sandflugtsbekæmpelse og ejerne betalt en erstatning. Det var dog først med finansloven i 1893, at der blev afsat penge til en plantage. Der blev i alt afsat 341.500 kr. til klitplantager i Hjørring, Thisted, Ringkøbing Amter og 299.000 kr. i Ribe Amt. I Hjørring Amt var der tale om 5 plantager (Skagen, Bunken, Ålbæk, Tversted og Lilleheden) på i alt 6500 tønder land.
Bekendtgørelse om ekspropriation af arealer til Bunken Klitplantage fra Frederikshavns Avis 4. oktober 1892 og Finanslovsforslag om sandflugtsdæmpning fra Frederikshavns Avis 09. oktober 1893.
Der gik dog en del år før, at Bunken Plantage begyndte at producere træ. De første mange år op til 1910-12 blev der kun solgt havre eller græs på roden, Herefter begyndte havre og græsslet at blive afløst af skovauktioner med udhugningsbundter til hegn og optændingsbrænde, rafter, bager- og kakkelovnsbrænde. Prisen for kakkelovnsbrænde var 1 kr. per kubikalen. 9 kubikalen svarede til ca. (600 kg) eller rundt regnet en kubikmeter læsset på toget fra plantagens eget sidespor. Prisen svarer uden transport til ca. 595 kr. i dag og er en høj pris for brænde, hvilket understreger, at det var knapt med træ på egnen.
Frederikshavns Avis 29. november 1910 og 6. august 1894